Gårdbutik

I år 2002 startede vi med et lille hjemmelavet skur ved Frijsenborgvej, hvor vi solgte jordbær og kartofler. Det har siden udviklet sig til en mindre gårdbutik, hvor vi sælger æg, suppehøns, uldplaider, slagtelam og kød fra dansk Wagyu. Da alle vores varer afhænger af sunde dyrs livscykluser og naturlige livsudvikling, forestår f.eks. slagtninger i grupper og efter sæson, samt hønsenes "leverancer" af æg afhæniger af det givende holds natur, alder og livscyklus. Derfor vil de forskellige varer periodevis være udsolgte indtil f.eks. næste hønsehold eller slagtning af får, høns eller kvæg. 


Suppehøns

En gang om året slagter vi ud af vores høns. De sælges under eget brand som "Dollys høne". De bliver slagtet på et moderne slagteri, hvor de pakkes i vores egne poser. De er plukkede, taget ud og nedfrosset, så de er lige klar til frysseren eller gryden. De kan købes enkeltvis til  115 kr. pr. stk. eller i kasser med 4 stk. til 400 kr. Dollys høne sælges, så længe lager haves. 


Slagtelam

Til at afgræsse vores engarealer har vi omkring 25 moderfår. De er hovedsageligt af racen Texel, som er en kødrace.

De 25 moderdyr får ca. 35 lam årligt. Dise lam sælges som slagtelam, når de er færdige med at afgræsse til efteråret. Lammene sælges enten hele eller halve, og de vejer mellem 22 og 32 kg slagtet.

Inden fårene og lammene kommer ind til vinter klippes de. Ulden bliver lavet til 100 % uldplaider og uldgarn. Da vi både har sorte og hvide får, laves ulden til hvide og grå plaider.